Ude godt, hjemme, bryg! Brewolutionistaen, der reformerer verden: Del 3 af 3

 

-”Jeg har haft opgør med systemet helt inde på livet, fra barnsben.

Jeg har sat jeg mig til tasterne og skrevet læserbreve om vores socialpolitiske forhold i det danske smørhul, og om hvordan og hvorfor ændringer af visse forhold og vilkår er absolut påkrævet”, siger hun, med et fast drag om munden, og fortsætter:

”Ikke alle mennesker har mulighed for eller kompetencer til, at agerer talerør i forhold til mennesker, med anderledes kvaliteter og kompetencer. Men det har jeg, og jeg vil. Det handler om at facilitere den nysgerrige samtale.

At turde horisontudvidelse, forståelse for diversitet, og derefter at vedkende sig sine præmisser.

Jeg er f.eks ret hårdt ramt af min ADHD ”.

Jeg smiler og bøjer mig, indvendigt og stille for vores brewolutionistas lidenskab, og rammes nu, som så ofte i løbet af de forgangne fem måneders tid, af en art slægtskab med dette her bryggeslæng,

der vanskeligt lader sig beskrive med ord – og det på trods af, at vi lige nu sidder to retoriske enthusiaster, side om side.

Alberte samler selv tråden op til afrunding, og det er jeg glad for, for vi skal vende næserne hjemad nu, inden mørket smyger sig om vores knogler. Straks, jeg har tænkt tanken, udbryder hun:

-”Vi passer på hinanden, her. Når man brænder for noget på den måde jeg og vi alle sammen gør det, kommer der ofte en flydende overgang imellem arbejds-og privatliv”.

Jeg nikker samtykkende.. Sådan har jeg altid selv følt det. Som en natsværmer, der dumdristigt og smukt, drages imod stearinlysets flamme. Så gælder det bare om, ikke at blive svitset. Jeg spørger min kollega, hvad den største udfordring er for hende, i arbejdet med og for vores allesammens elskede bryggeri?

Albertes svar, sender mit dobbelttydige og makabre øjebliksbillede af flamme-flakseren ud i, hvad der nu let forveksles med mørk nat:

-“I begyndelsen blev vi mødt af latterliggørelse mange steder. Folk dødsdømte People Like Us – visionen og projektet. I dag vinder vi flere og flere folks respekt, både nationalt og internationalt. Blandt andet tog Lars, jeg, og to andre kollegaer til Island forrige år for at lancere vores PLU-vision, hvor jeg fik tilnavnet The Killer Machine, fordi jeg var på mærkerne i netværksmarken konstant, stort set uden hvile. Den tur høstede interesse”.

Derudover har det været en udfordring for mig at uddelegere opgaver.

Det er det sådan set stadigvæk, men jeg øver mig. Når man har været vant til kun at være en håndfuld mennesker til at dække samtlige opgaver i en virksomhed, oplevede jeg det pludselig svært at finde ud af at uddelegere.
Men jeg fungerer bedst i sådanne virksomheder som PLU. Jeg kan godt lide, når vejen fra teori til praksis og fra tanke til handling er kort, og at jeg ikke først skal igennem alt for mange omstændige led”.

 

Undertegnede Strukturella, stirrer på hende. Der findes snart ikke den form for respekt i mig, som den her, unge duracell kanin ikke har høstet. Oplagtheden i mit næste spørgsmål er åbenlys, og Alberte ser ud til at have forventet dets landing på arbejdsbordet imellem os:

 

-“Hvad holder du så mest af, i PLU-hverdagen?” Hun tøver kort, før svaret indfinder sig:

 

-”Hos os, er rummelighed og empati ikke bare abstraktioner på et stykke bundlinje-nedprioriteret stykke papir. At være pionérer er altid en udfordring, men vores iværksætterånd er intakt! Vi gør rent faktisk noget for at implementere de værdier i vores hverdag her. Virksomhedens kerne er bygget på disse værdier. Det giver mening for mig, at gøre en forskel og skabe plads til den enkelte medarbejder. Jeg og vi har udviklet os meget på de her, få år.

Jeg har fulgt vores medarbejdere udvikle sig, jeg er blevet klogere på nationalt og internationalt iværksætteri, på øl-kvalitet, jeg har set frø vokse og fællesskaber åbnes.

Jeg elsker at holde oplæg rundt omkring, og formidle vores DNA, og at være ”på” i forbindelse med at skabe forbindelser, associationer til os og vores tilgang til øl, arbejdsmarked og samfund!”.

 

Jeg strækker armen op i mit jakkeærme, imens hun pakker sine ting sammen.

Inden jeg, med storsmil på læben og god varme i kinder og hjerte, styrer ned ad baglokalets trappe, vender jeg mig imod kvinden, der ved tidligere lejlighed og uden palaver, frabad sig knus. Så mit hjerte nøjes med at bukke for People Like Us’ amazone, imens et indisk citat om at hilse menneskeligheden og guddommeligheden i hinanden, ræser igennem mit hoved, om kap med Vermlandsgades myldertrafik.

 

Ovenstående portræt, er det tredje i rækken fra Cath Borch Jensens hånd.

Cath er PA for vores bryggechef, Lars Agersted Carlsen, samt formidler, forvandler, glødende medrevolutionær og spastiker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *