Ude godt, hjemme, bryg! – Brewolutionistaen, der reformerer verden: Del 1 af 3

Kommunikationsansvarlig Alberte Jannicke

 

Shoppens baglokale er stort set rømmet for mennesker på denne novembereftermiddag, bortset fra undertegnede og Alberte Jannicke. Vi er ofte blandt de sidste på mandagspinden, og i dag er ingen undtagelse: Alberte og jeg har sat hinanden i stævne i ét styks sen eftermiddagstime, og mens mørket tætner udenfor vinduerne og mit computerlys skærer mig i øjnene i en grad, så jeg overvejer at sætte den på night shift mode indtil i morgen tidlig, glæder jeg mig helt vildt til at få denne kraftpræstation af en ung kvinde en anelse dybere under huden, og samtidig blive klogere på en del af PLU’s mørtel, som jeg endnu mangler at få hænderne helt ned i.

Imens vi begge binder sløjfe på mandagens øvrige gøremål, husker jeg den majdag, jeg første gang mødte vores Brewolutionista, på MBCC, i selskab med vores bryggedanser, Bjarke og resten af PLU-rosset. Hun ramte mig direkte i hjertekuglen, som en naturkraft, og selvom hun satte i løb over de toppede brosten for at få vanlig lavpraktik på gled, med de røde læber forrest, formiddagsølglas i hånden og den smukkeste, mørke manke bølgende efter sig, stod luften stille omkring hende, da jeg rullede bilvinduet i FIMD’s tourbus ned, og mødte hendes grønne blik, fuld af overjordisk jordbundenhed.

People Like Us’ kommunikation-og presse samt internationale netværksblæksprutte, slår sig nu ned i stolen ved min side og vinkler den imod mig. Det slår mig, at hun ofte gør præcis dét: Positionerer sig i åbenhed for alle, både inden- og udenfor bryggebiksens grænser.

Jeg føler mig beæret og dybt nysgerrig: Min femte måned på bagen i landets mest visionære bryggeri har lært mig, at arbejdsbiernes tid er kostbar og velophedet, flydende guld.

Alberte strækker sig, og mine sanser strækker sig imod hende. Jeg fornemmer, at dette bliver et lidt anderledes portræt end mine øvrige, og selvom jeg endnu ikke helt kan sætte en finger på, hvad det indebærer, må jeg bøje mig for impulsen, for den unge kvinde ved min side er en éner. Min indledningsvise åbning til mennesker, tager normalt afsæt i aflæsning af vedkommendes kropsprog, men dette 26-årige, i dagens anledning sortklædte unikaeksemplar, holder mine øjne fast i sit grønne hav, og min egen afklarede stædighed og fighterånd, ser mig pludselig i fjæset.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at miss Jannicke udgør en helt central del af PLU’s banebrydende backbone. Præcis hvordan og hvorfor, har imidlertid været mig lidt af en sødmefuld gåde.

Indtil i dag!

-”Hvordan er du endt her? Og hvad er din relation til Lars?” spørgsmålene bobler ud af min mund, som et barn, der mærker på pakkerne, dagen før juleaften. Jeg legitimiserer min glubske nysgerrighed. Jeg vil mærke på alle pakkerne, og ha’ naturkraften Alberte så langt ind i blodbanen, som hun vil tillade mig at komme.

– ”Lars har været mentor for min mor, i forbindelse med sit tidligere firma, jeg har kendt ham, siden jeg var helt ung, hvor vi blandt andet havde et fællesskab i musikken, og jeg fik stillet min ADHD -diagnose som 16-årig. Tre år senere rykkede jeg hjemstavnspælene op og flyttede til København. Lars’ og mit venskab udviklede sig derfra, og vi sparrede om PLU-grundstenene i sensommeren 2016, hvor Lars lancerede idéen om People Like Us på Folkemødet få måneder forinden, men People Like Us fik først reel luft under vingerne i forbindelse med den crowdfunding kampagne, vi lancerede tilbage i marts 2017. ”

Jeg ånder lydløst ud. Noget giver med ét, ny mening, fra mine ører til mit hjerte.

Passionen, den sociale revolution, ildhuen, indignationen, kærligheden, vokser fra og med venskaber, smukkere bliver det ikke! Alberte afbryder min begejstrede pulslespilslægning med endnu en overraskelse:

-”Jeg fik i sommeren 2016, påbud fra universitetet om at færdiggøre min BA, der hellere så at jeg færdiggjorde min uddannelse indenfor normeret tid, end at jeg sideløbende dannede mig relevant erhvervserfaring. Så jeg skrev og afleverede Bacheloropgave sideløbende med PLUs opbygning og udvikling. En proces, der ikke var uden omkostninger. I julen 2016 blev jeg ramt af en stress-nedsmeltning, der hældte benzin på bålet til mit opgør med, hvad jeg oplevede var ved at blive en akademisk pølsefabrik, hvor alternative ruter til et systemisk fastlagt mål og kvalitetsstempel, ikke ligefrem var elsket. Kort fortalt, manglede jeg plads til at være innovativ og udvikle mig til den bedst mulige retoriker, innovator og medborger. For jeg kunne mærke, at mit mål krævede andre midler.

Dagen efter jeg havde trykket “send” på min afsluttende aflevering, var jeg retur i PLU-sædet. Der var plads til at kunne gøre sig sine egne erfaringer under dette her tag, og det havde jeg brug for og lyst til.”

-”I forsommeren 2017, søgte og fik jeg derfor et års orlov fra mit Kandidatstudie i Retorik. En orlov jeg var utrolig taknemmelig for at få. Da mediet The Guardian skrev om PLU i april 2017, og internationale øjne fæstnede deres blik på PLU, indså jeg hurtigt, at jeg var nødt til at vælge; jeg kunne ikke være nærværende nok både på studiet og i PLU. Så jeg valgte at satse på PLU , og blev ansat i en fuldtidsstilling pr 1. august 2017. Indledningsvis i et forsøg, i et år under min orlov. Men, altså.. Nu er det så 2,5 år siden!” Griner hun.

Hun fortsætter med en overraskende udtalelse:

-“Jeg kunne slet ikke li’ øl i starten. Som i overhovedet ikke. Så det var jo egentlig skørt at gå ind i et bryggeri. Flere rystede dengang på hovederne af, at jeg pludselig var blevet øl-promoter!”, smiler hun.

Hun må ha’ registreret at den behjulede cirkushest ved hendes side, netop har fået sig et ordentligt skud revolutionssavsmuld, for vi mødes i et vidende og eftermiddagstræt smil.

Indtil for ganske nylig, har hun givet undertegnede (der altid – med og uden vilje – vader ind i folks hjerter med træsko og åbne arme) indtryk af at være ret reserveret, og jeg har gjort mit ypperste for at holde mig på behørig og observerende afstand, både fagligt og personligt. Hun har, sikkert uvidende, lært mit begejstrede jeg en hel del om timing og ydmyghed, hvilket er ganske på sin plads. At hun nu, præcis på denne mandag, i det her nu, har lyst, tid og plads til, at åbne sig og delagtiggøre mig i sin rejse, fylder mig med glæde!

 

Fortsættelse følger… Læs med på torsdag, d. 23/1!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *