Socialrevolutionæren,  der rusker rudimentære rammer – Del 2 af 2

Socialrevolutionæren, der rusker rudimentære rammer – Del 2 af 2

 

Syv måneder senere, sidder jeg her, på min elskede og dynamiske PA-pind, i landets uomtvisteligt mest visionære bryggeri, hvor Seersken og Seeren ser hinanden i øjnene og hjerterne:

-”Har Lars Carlsen altid været revolutionær?” smiler jeg, og bilder mig ind at kende svaret på mit, halvvejs drilske, spørgsmål.

Min sjældent set, halvvejs stole-henslængte overordnede, ser frem for sig og fremmaner noget, før han, kortvarigt, møder mit blik:

-”Da jeg var yngre, var jeg gymnast og senere gymnastikinstruktør, ude på landet. Der var en del kriterier for, at alting skulle gøres på en bestemt måde, i begge de miljøer. Og der var en del strukturer, som jeg nok ikke befandt mig særlig godt i, og derfor prøvede at udfordre; vi blev f.eks. engang udelukket fra en gymnastikopvisning, fordi vi havde sprutflasker med vand i, med!”

Min egen, indre punker, ler med ham.

-”Hvorfor er det vigtigt at udfordre, Lars?”

Bryggepioneren lader sit mindeværdige, spruttede gymnastikopvisnings-tilbageblik opløses, læner sig frem, og sender mig det indtrængende blik, jeg finder kendetegnede for samtlige, mine kollegiale ildsjæle.

-”Vi har jo i den grad fået syn for, at velfærdssystemet ikke hjælper mennesker med diagnoser: 11.000. borgere i Københavns kommune står uden jobs,– hvilket jo er helt katastrofalt! Det taler sit tydelige sprog om, at de arbejdsmarkedsmæssige holdninger og tiltag, der lige nu er i spil, ikke virker!

Det må vi simpelthen kunne gøre bedre, som samfund!

Derfor ligger det os i People Like Us på socialhjerte-og sinde, at ryste posen, og tænke i at gribe tingene anderledes an, og at inspirere andre til at gøre det samme.

Vores akse drejer om, at byde mennesker, der af forskellige, ofte systemisk ekskluderende årsager, måske ikke er i besiddelse af det stærkeste selvværd, velkommen ind i et menneskeligt og arbejdsmæssigt fællesskab”.

Jeg nikker. Som retorisk entusiast og spastisk, æselstædig datter af to punkerforældre, har jeg selv, fra fødslen, ligget i den privilegeret modtagende ende af velfærdsspektret, og har tilsvarende altid brændt for, hvordan mennesker, personligt, arbejdsmæssigt og kreativt, lykkes med at skabe inkluderende fællesskaber, uanset forudsætninger for eller ressourcer til at kæfte mere eller mindre op.

Jeg blinker mig til stede i baglokalet, der, lige nu er ret roligt, af en mandag at være.

-”Men Lars, selvom øl er vores kerneydelse, så handler People Like Us jo om så meget andet og mere, så hvorfor kastede du fra start din kærlighed på øl?” , smiler jeg.

Pioneren foran mig har fortalt baggrundshistorien adskillige gange, til adskillige medier.

I portrætteringen af en mand, der konstant vover sig ud på visionært vand, uberørt af menneskefod, er svaret ikke desto mindre essentielt, så vores tålmodigt utålmodige bryggeBoss, må bære over med, at gentage sig selv et øjeblik:

”- Jeg var så heldig, at få et møde med Mikkel Borg Bjergsø. Det føltes fra start af helt rigtigt og gav mening, på både et lavpraktisk og et højere plan, at tage ved lære af Mikkeller-folkene, hverdagens helte!”

Jeg smiler: Lars er på min top 5 over hverdagshelte, lige ved siden af Onkel Danny.

-”Jeg stoler på Mikkel. Både på hans menneskelige værdier, og på hans forretningsmæssige mavefornemmelse. De har hjulpet os helt sindssygt meget, uden at ta’ credit for deres indsats.

Jeg vil virkelig hylde dem, for deres fantastiske arbejde og beskedenhed!”

Carlsen læner sig frem, med glimtet af en sjælden, men ikke uklædelig dramatik, der med ét får tatoveringen på revolutionærens højre underarm, af PLU-logoets blinkende ansigt, til at tale tavst til mig, om denne mands lige dele yin og yang: Forretningshjul og hjerteblod, ætset ind i huden.

Selvom ingen får lov at fylde blæk i mig, er jeg skabt af samme, mestendels magiske grundstof,

og jeg ved, at Livet og Mama har sendt Kaptajnen her min vej, af årsager, der handler om langt mere, end den ølproduktion, som jeg stadig er absolut og ydmyg novice overfor.

Han flytter sædeknuder i stolesædet, mens hans blik forekommer mig at brænde ilten i baglokalet op:

-”Den samfundsstress, der rammer og marginaliserer helt uforholdsmæssigt mange minoritetsgrupper, er bl.a. resultatet af, at vores jobs i dag generelt er alt for bredt definerede.

Ingen mennesker er bygget til at skulle navigere i det.

People Like Us er sat i verden, for at tilbyde et bæredygtigt alternativ til de henholdsvise A og B- hold i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, vi som samfund har fået skabt os i løbet af de seneste 30 år. Hvor mennesker med diagnoser blev og bliver gemt væk på specialskoler.

Ikke, at jeg kan sige mig fri for, at have bidraget til det, i kraft af min lærer-baggrund, men måske netop derfor, var og er jeg drevet af at gøre noget for at ændre på det, jeg i hverdagen blev konfronteret med:

Eksklusion af dybt ressourcefulde og ofte niche-kreative mennesker, der brændende ønskede sig at blive en biddragende og ligeværdig del af arbejdsmarkedet og samfundet, og som gang på gang blev afvist:

Af uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, kommuner…Fordi de institutioner endnu ikke formår at se menneskelig forskelighed som en styrke, fremfor en frustration, der skal rettes ind og til.

Vores PLU- akse, er troen på mennesker, der ofte er blevet skammeligt undervurderet.

At give dem plads og tid til egen udvikling, i et arbejdsmæssigt og personligt fællesskab, der ser og benytter sig af såvel deres menneskelige værdi, som deres unikke, kreative nicher”.

For ellers, er man ikke noget menneske, men bare en lille lort, gjalder det i mit hoved.

Jeg ånder ud, og genkalder mig Lille-Cath på armen af sin punker-Mama, i heftig diskussion med en skærebrænder af en ergoterapeut om det, ifølge vedkommende urealistiske i, at denne, enerverende stædige kvindes datter, nogensinde ville få sig et liv, endsige en uddannelse.  13 år efter, overvejede jeg at sende selvsamme ergoterapeut min studenterhue og en fuck-finger – men lod i sidste øjeblik være.

Jeg betragter min Bryggechef, og overvældes af den samme, nærmest karmisk forbundne følelse, som jeg lod mig lede af, da Lars gjorde min lykke, og han og det øvrige revolutionærslæng, bød mig velkommen i biksen.

Han fortsætter, med iver i kinder og stemme:

-” Derfor, er tiden nu bl.a. til at puste nyt liv i vores erhvervsdrivende forening,

People Like Us Club (PLUC), der har som formål at støtte vores interne kunstnere, i deres arbejde for et selvforsørgende virke, vores interne, månedlige aktiviteter, som f.eks. danseundervisning og Strik&Drik, og udstyr samt lokaleleje til vores eksterne kunstnere, plus masser af medlemsfordele til vores arrangementer. Det koster kun 300,-, så det skulle være til at overkomme”, blinker han.

Jeg nikker, og samler øl-tråden op, hvor vi efterlod den:

-” Der er åbenlyst endnu større interesse for, hvad PLU laver og står for, rundt omkring i udlandet, end herhjemme. Hvorfor, tror du?”

Carlsen gnider sig i håndfladerne:

-”I udlandet, kan de godt se fidusen i, at skabe plads til folk på arbejdsmarkedet. Det sker pt ikke for os herhjemme, både fordi folk endnu har en tendens til, simpelthen at forveksle os med Mikkeller (!), og fordi vi i Danmark har en sovepude-tendens til at tro, at alt er godt, så længe, vi betaler Skat og produkt-aflad, både på individniveau og med fine virksomhedstitler som CSR.”

Han ser efter bryggedøren, før han fortsætter:

– ”Tænk, at det er en værdi, på hjemmesider og andre steder, at råbe op om, at hjælpe andre! Hvad fanden er det for noget, Cath?”, siger han, og sender mig det blik, der ofte overbeviser mig om, at han trækker sine kræfter og sit brændstof til at lægge arm med systemet, fra det sted, hvor Bowie spiller brætspil med Gandhi og den solidariske storkapital. Jeg ser ud af den matterede del af vores i dagens anledning solbeskinnede vinduer, og går til det sidste stål:

-” Hvad er det mest frustrerende, i din PLU- hverdag?”

spørger jeg, vel vidende, at der, i lighed med mange af os bryggebier, for den passionerede, nu 3 ½ års bryggeriejer, der har uddannet og indlemmet sin familie, i det fælles bryggeriliv, han betegner som samfunds(ud)dannelse, sjældent skelnes imellem arbejds-og privatliv.

Han trommer fingrene i bordpladen, da mit spørgsmål rammer hans ører.

-”De kommunale samarbejder vi har haft indgået, har desværre ofte vist sig ret frustrerende: Det totalt umenneskelige krav om effektivitet, som kommunerne ofte har til mennesker, der mest af alt har brug for tid og luft under vingerne for at kunne blomstre, er virkelig kontraproduktivt, og ødelægger vores flow…”

Socialrevolutionærens optegning af stenene i vores visionære sko, får det pludselig til at vende sig i min mave, så jeg skynder mig at følge op:

-” Og hvad er så din største glæde, her i virksomhedshverdagen?”

Carlsen svarer, uden den mindste tøven:

-”Jeg bliver glad, når jeg hver dag møder mennesker, der forstår vores tilgang til mennesker, og arbejde.

Når det f.eks. til at starte med, lyder helt galimatias i folks ører, hvad det er, vi har gang i, og de så efterfølgende får os under huden, så det pludselig giver mening for dem, og vi på den måde når ud til flere og flere mennesker. Og så selvfølgelig alle de vilde udviklingsforløb, vi oplever med så mange af vores fantastiske folk!”

Jeg nikker samtykkende. Vi er mange, der er vold-inspirerede og imponerede af hinanden, og Lars Carlsen, der nu må videre i dagsteksten, er ingen undtagelse.

Med hjerte af guld, vilje af stål, panden højt og glimt i øjet, rusker han hver dag rudimentære rammer en anelse mere end i går, og sår spirer og sætter fælleshjerter i brand, på sin vej.

Han springer op af stolen og lander solidt på de tidligere gymnastfødder. Bryggebierne summer om os, imens jeg et øjeblik bliver sidende i orkanens øje, overstrømmet af den kærlighed, der på vidunderlig vis er fundamentet for mit brygge-arbejds-og privatliv.

 

Ovenstående, er anden og sidste del, af fjerde portræt i rækken fra Cath Borch Jensens hånd.

Cath er PA for vores bryggechef, Lars Agersted Carlsen samt formidler, forvandler, glødende medrevolutionær og spastiker. 

Leave a Reply