Socialrevolutionæren, der rusker rudimentære rammer – Del 1 af 2

 

Mandag middag i Bottleshoppens baglokale, er vanligt oppe på arbejdsmærkerne:

Jeg har fået tre kvarter af Bryggechefens dagsprogram, til at skildre en mand, der på mange måder fra begyndelsen har forekommet mig at være en åben, men af den årsag på ingen måde mindre interessant bog. Min frokost glider uvant uinteressant ned, og Lars Carlsen skæver smilende til mig. Han har for længst opdaget, at jeg alle dage har fundet socialrevolution vigtigere end rugbrødsmadder.

 

-”Skal jeg komme over til dig?” smiler han, fra den anden side af arbejdsbordet.

Vores Brewolutionista og Salgssmølf sidder begge fordybet i egne arbejdsopgaver, og jeg nikker ivrigt, i forsøget på at intimisere vores samtalerum en anelse.

Bryggechefen slår sig ned i kontorstolen ved min side, med den ene hånd på knæet og den anden begravet i sin, pt lidt for lange, korthårsfrisure. Jeg smiler, til ham og for mig selv:

 

Første gang, Lars og jeg mødtes, var i DanseKapellets prøvesal, i selskab med vores bryggedanser, Bjarke.  Foreningen for Integreret Moderne Dans i Danmark (FIMD), var mødt ind til øver, med mere end én sommerfugl i maven:

 

Foreningens kunstneriske leder, havde et par måneder forinden mødt Lars og PLU på en konference, omhandlende at få mennesker med diagnoser i arbejde, hvor PLU spredte ordet, om vores måde at anskue og angribe netop dette, som et oplagt eksempel til efterfølgelse i det øvrige erhvervsliv. Og dertil, en oplagt mulighed for en skål, med blandt andre FIMDs kunstneriske leder.

Ved samme lejlighed, udvekslede de to pionerer virkeerfaringer, og nåede frem til oplagtheden i, at PLU’s bryggedanser Bjarke Østergaard, slog dansepjalterne sammen med FIMDs performancehold, bestående af mennesker med alsidige fysiske forudsætninger, diagnoser og danseerfaring.

Bjarke havde udviklet en partnerdans, i forbindelse med PLUs andet danseøl-collab med Mikkeller: MangoTango. Dette eksotiske samarbejde, stod overfor en relancering, og de to virksomheds-og foreningspionerer, der begge på daglig basis udfordrer og sprænger rammerne for, hvad der almindeligvis anses for muligt her i vores danske smørhul, fandt en fusion imellem MangoTango og integreret, moderne dans, spændende!

Bjarke ankom sammen med Lars i performancegruppens danseøver-pause, og luften sitrede, af velkendt adrenalin i årene, og Bjarke, der vejrede stemningen i lokalet, med en bemærkelsesværdig blanding af generthed og dansant sikkerhed.

Lars’ uforbeholdne kærlighed, til en på èn gang nervøs og stolt Bjarke, der aldrig tidligere havde indgået i en gruppedansesammenhæng, sprang mig med det samme i hjertet:

 

I en kultur, der har for slidt vane, at benytte sin selvhævdede empati med mennesker, der falder udenfor normen, som pseudoparameter for såkaldt personlig og samfundsmæssig udvikling, er reel indsigt i et andet menneske, efterhånden en virkelig sjældenhed.

Og netop derfor en kvalitet, undertegnede eftertragter og skatter i en grad, så den lavstammede mand med de brændende øjne, ved PLU’s ranke og yndefulde bryggedansers side, straks tiltrak sig min indledningsvis tavse, men udelte opmærksomhed.

Fra første færd, vi sammen indtog danselokalet, stod det klart, at her var en alkymist, der vier sit liv til at gøre, hvad mit eget aktivisthjerte hele livet har banket for:

At se ind i mennesker og fremelske deres ædle og unikke kvaliteter, til revolutionerende gavn for hele mennesker, udvidelsestrængende horisonter og friske forretningsbundlinjer.

For undertegnede, var dét et uimodståeligt kinderæg! Jeg meldte mig lynsnart under PLU-fanen, og Bryggechefen tog, med solskin i såvel mit hjerte som vores kaffekopper, imod mig med, hvad jeg senere lærte, er Lars Carlsens grundsten: Tillid, kærlighed, ærlighed og ildhu,

– I nævnte rækkefølge. For han har, som få, forståelse og erfaring for, at sidstnævnte ikke kan eksistere uden førstnævnte.

 

-Fortsættelse følger, i kommende uge!…

 

Ovenstående, er første del af  fjerde portræt i rækken fra Cath Borch Jensens hånd.

Cath er PA for vores bryggechef, Lars Agersted Carlsen samt formidler, forvandler, glødende medrevolutionær og spastiker.