Om Alkymisten & Aktivisten, Ridderen, Væbneren og Den lille død – Del 1 af 1

Lars Carlsen, Børsen, april 2020

 

Kom med mig tilbage: Til en tid, hvor arketyper og magi var ligeså aflejret i mennesket, som vand, eller humle, er det i dag. Til en tid, hvor det naturligste i verden var, at bruge sine 3 øjne i hovedet (udover dem i nakken), ikke blot til at kigge på verden og menneskerne i den.

Men til at se ind i dem.

Udvikling: Fra Sokrates, over Einstein, til indtagelsen af for-og nutidige rusmidler, har udviklingsgnisten brændt i og ført menneskehjertet og sindet.

En usynlig og sælsom kraft, der, ligesom planeternes dans rundt om os, skiftevis trækker i og frastøder os.

Lad mig tage dig tilbage til en tid, hvor hjerteblod og heltemod agtedes på linje med kulsoens kreative kraft – og nogle andres, vi lige skal kaste et nærmere blik på, nu, vi er her:

Riddere og deres Væbnere. På denne tid, er begge talstærke, som rotterne i rendestenene.

Ridderen og Væbneren kæmper, side om side. Støt og roligt, blodigt og passioneret.

For konge, fædreland og familier. Men i forreste linje, for hinanden. Begge værner de om udviklingsgnisten, med livet som indsats.

Hvad er det, ridder-væbner konstallationen kan? Hvad er det, den tænder i os mennesker, uanset om vi sidder om bål-vandrehistorier, eller streamingtjenester i corona-tider?…

– Click your heels, there’s no place like back home in 2020:

Første gang Lars Carlsen og jeg mødtes, til relancering af Danseøl, trak han i mig.

Ikke på den der ’jeg vil ha’ noget af dig’-måde, som mange af os er så forbistret vant til.

Nej, jeg gav ham mit hjerte. Intet mindre. ’Kan man det?’ Jeg kan, og jeg gjorde.

Af den simple årsag, at Væbneren i mig, genkendte Ridderen i ham, og Aktivisten i mig, så ind i hans Alkymist. Og frydede sig!

Alkymist PLU-blog, maj 2020

En af vor tids danske mystikeres ord ringede forbavsende højt i mine ører, imens jeg fulgte trækket, hen til bryggeri-Bossen, og meldte mig under Social Revolutionsfanen, med alt, jeg havde og har i mig, for:

”De dybder, vi har modet til at trænge ned i, er proportionale med de højder, vi kan nå”.

Som spastisk født punkerbarn af en cirkus-og teaterfamilie, og senere uddannet kropsbehandler og autodidakt danser, har jeg altid været draget af de revner, hvor lyset trænger ind.

I People Like Us, falder lyset ikke blot ind igennem revnerne. Det vælder hver dag ind og ud igennem mennesker, der har oplevet, hvad andre snildt bruger hele liv på at støde på og gennemleve: Den lille død.

Hvad kalder man opdagelsen af, at ens livspræmisser afhænger af andre menneskers mere eller mindre rådne forgodtbefindende, i regeringer over kommuner til uddannelsessystemer, sundhedspersonale, arbejdspladser, daglig hjælp og datingkultur?

Friktion!

Tryk avler som bekendt modtryk, og modtryk avler? Diamanter!

Og en anden læremester: Skelneevne. Altså evnen til, at call’e andre menneskers shit

og Chanel, og fucking gå efter guldet, fordi Livet er for kort til andet.

 

PLU blog-foto, maj 2020

Lars Carlsen og folk som os, har lommerne fulde af guld. Menneskeligt guld.

Og det, på trods af, at vores forretningsmæssige guld er ligeså udfordret af regeringens blæsende vinde, som det er tilfældet for så mange, der savner rygvind, lige nu og her, i maj 2020.

Vi strækker os efter guldet i os selv og hinanden, fordi vores flåede hjerter ikke kan andet end at se, mærke og bøje sig for det stærkeste, floskelløse valg: Kærligheden.

Mit hjerte vil til hver en tid banke sammen med Lars og os: By all means, do mix business & pleasure!

Så kend dig selv, Kammerat. Grib dit sværd, kald dine Væbnere og Alkymister sammen.

For i dag, skal vi sammen dø den lille død i Social Revolutionens flammer, og genfødes i bullshitfri zone.

Ovenstående blog er skrevet af Cath Borch Jensen, Lars Carlsens PA, glødende medrevolutionær, formidler, forvandler, performer. Derudover er hun spastiker og bruger kørestol.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *